23948sdkhjf

Nu kan tomater få den gode gamle smag tilbage

Forskere har nu bevist, at nutidens tomater ikke har lige så meget smag, som de havde i gamle dage. Samtidig har de fundet de gener, der skal tilbage i tomater for at få dem til at smage af noget.
Tomater fra supermarkedet anno 2017 smager af pap. Så er det sagt.

De har smagt af pap længe, fordi de mangler en masse smags- og aromastoffer, der er forsvundet gennem målrettet planteavl de seneste mange årtier. Her har tomatavlere og planteforædlere fokuseret på andre af tomaternes kvaliteter end smag (blandt andet holdbarhed og udseende), og så er tomaterne blevet mindre smagfulde. Det skriver Videnskab.dk.
Der er dog gode nyheder på vej. Amerikanske forskere har nemlig fundet de gener, der er skyld i tabet af smag.

Med den nye viden kan man ifølge forskerne bag det nye forskningsresultat få generne tilbage i tomaterne, så smagen af tomat igen kan blive en eksplosion af surt og sødt, som vi kender den fra de gode gamle dage.

- Folk er passionerede omkring tomater, og derfor er tomater også det foretrukne symbol på alt, der er galt med moderne landbrug. Folk er ikke tilfredse med, at landbruget producerer billige frugter og grøntsager, som ikke smager af noget. I vores studie har vi identificeret, hvorfor moderne varianter af tomater ikke er lige så smagfulde som ældre varianter, og vi har også fundet en måde at korrigere for manglerne, fortæller professor Harry Klee fra Horticultural Sciences Department ved University of Florida i en mail til Videnskab.dk.

At tomater har mistet smag de seneste årtier skyldes, at producenter og supermarkeder har været fokuserede på at skabe tomater, der holder længere på hylderne, vokser sig større hurtigere og er mere modstandsdygtige overfor skadedyr.
Over årene har det betydet, at tomater gradvist er blevet bedre til at se pæne ud på supermarkedshylderne i lang tid. Til gengæld smager de også af langt mindre, mens de ligger der og basker sig i neonlysene.

I det nye studie er forskerne kommet frem til, at moderne tomater mangler niveauer af 13 aromastoffer, som er til stede i langt højere grad i tomatvarianter, der ikke er blevet kommercielle succeser, men som smager af meget mere.

Forskerne har også fundet frem til de dertilhørende gener, og det betyder, at de fremadrettet kan forsøge at rette op på fortidens fejl og igen få tomaterne til at smage af tomat.

Dette kan man ifølge Harry Klee gøre på to måder. Enten ved at fremelske generne gennem avlsprogrammer eller ved at indsætte dem ved hjælp af genteknologi.

Harry Klee fortæller til Videnskab.dk, at den letteste måde vil være at gøre det genteknologisk, men da det nok ikke vil falde i god jord blandt forbrugerne, der generelt stadig er skeptiske over for genmodificerede fødevarer, er avlsprogrammer formentlig den mest farbare vej fremad.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078